Hvad er karate?
Karate er kampsport, karate er selvforsvar, karate er disciplin, karate er motion, karate er japansk, karate er...
Det er ikke svært at sætte ord på, hvad karate er. Men det er svært at sætte få ord på. For karate er ikke bare en sport, det er snarere en livsstil, der først og fremmest tager afsæt i japansk kampkunst. I Rønde Karateklub dyrker vi stilarten "Goju-Ryu Okinawa Karate-Do", hvilket betyder, at vi arbejder meget med nærkampsteknikker og selvforsvar. Vores enkle formålsparagraf siger, at Rønde Karateklub "... har til formål at udbrede læren (teknik, filosofi) om Okinawa Goju-Ryu Karate-Do samt medvirke til en bedre kropsbevidsthed og en bedre opbygning af kroppens funktioner". – Så selv om vi træner på hold, er karate stadig en individuel sport, hvor man har sig selv og sin egen udvikling i fokus.

