Om klubben

Rønde Karateklub blev stiftet i 1995, og efter være flyttet flere gange har vi nu til huse i en dejlig lys dojo (træningssal) i Rønde Hallen. Vi er pt 75 medlemmer, fordelt næsten ligeligt på børn, unge og voksne. Således træner vi også sammen, hvilket betyder, at vores hold er inddelt efter grader og ikke efter alder. Det betyder, at man som voksen kan få lov til at træne sammen med sit barn, og det er der mange, der benytter sig af.

Vores stilart hedder goju-ryu. Det er en af de klassiske stilarter fra den allersydligste af de japanske øer, Okinawa. Vi træner med andre ord traditionel, japansk karate. Det indebærer disciplin, men ikke forstået som kæft, trit og retning. Naturligvis skal man rette sig efter sin træners anvisninger, men dybest set er disciplinen mere et spørgsmål om selvdisciplin. Vi lægger vægt på, at man koncentrerer sig og gør sit bedste hver gang.